Statsminister Mette Frederiksens retoriske rutsjebane(ned)tur

Retorisk set kæmper statsminister Mette Frederiksen i øjeblikket med sin troværdighed. Den ellers populære statsminister er lige pludselig temmelig presset. Men hvad er der gået galt? Hvad er det for retoriske udfordringer, som statsministeren kæmper med, otte måneder efter hun lukkede Danmark ned?

Statsminister Mette Frederiksen handlede hurtigt og resolut tilbage i marts måned, da ordet pandemi spredte sig på ledergangene hos de danske sundhedsmyndigheder og i Statsministeriet.

Statsministeren tordnede frem på danskernes tv-skærme, og hun var ikke bange for at demonstrere stærkt lederskab. Den danske befolkning kvitterede med stor og bred opbakning, men nu har hun mistet noget af sit momentum. Hun har simpelthen ikke formået at opretholde sin høje troværdighed, fordi hun har forsømt at udvise, hvad vi i retorisk praksis vil kalde de tre etosdyder.

Aristoteles beskrev allerede tilbage i antikken, hvor afgørende det var for en taler at have en høj troværdighed, hvis man ønskede tilslutning til ens synspunkter. I den sammenhæng identificerede Aristoteles tre egenskaber, som var helt afgørende. Den første etosdyd beskriver den egenskab at udvise velvilje over for modstandere (eunoia). Den anden handler om at demonstrere kløgt (phronesis), mens den sidste etosdyd handler om at udvise den fornødne moral (arete).

Vi skal nu nærstudere, hvor i forløbet Mette Frederiksen har forsømt at udvise de nødvendige og helt afgørende etosdyder. For fraværet af de tre vigtige dyder kan levere en forklaring på, hvorfor hun pludselig er gået fra at være en populær statsminister til en meget presset statsminister.

Højt at flyve, dybt at falde

Mette Frederiksen blev hurtigt hele Danmarks Mette-mor i starten af Corona-krisen. Hun tog ansvaret på sine skuldre, og i en krisetid præget af usikkerhed kunne danskerne lide den Mette Frederiksen, de så. En handlingskvinde, der med egne formuleringer gjorde det klart fra start, at hun ville være på forkant i kampen mod Corona.

”Og som statsminister vil jeg hellere have, at vores myndigheder går et skridt for langt på et givent område end et skridt for lidt.” (Citat fra statsminister Mette Frederiksen på pressemødet den 6. marts 2020)

Det er et budskab, som er blevet understreget igen og igen under hele forløbet. Sideløbende med det faktum, at regeringen vil begå fejl. At fejl er uundgåelige.

”Vi står på ubetrådt land. Vi står i en situation, som ikke ligner noget, vi har prøvet før. Kommer vi til at begå fejl? Ja. Kommer jeg til at begå fejl? Ja.” (Citat fra statsminister Mette Frederiksen på pressemødet den 11. marts 2020)

Kommunikationsmæssigt er det smart at fokusere på menneskelighed, når det kommer til en krise, hvor alt endnu er ukendt land. Statsministeren får indforstået fortalt den danske befolkning historien om, at det er menneskeligt at fejle. Og at regeringen er menneskelig. Argumentationsmæssigt imødekommer statsministeren altså fremtidig kritik med argumentet om, at det sagde vi også fra starten. (Hvilket jo rent faktisk også præcis er det, der er sket efterfølgende).

”Den fejl, der foreligger, er jo, at det viste sig, at der ikke var lovhjemmel til den beslutning, som regeringen traf i sidste uge, og det er selvfølgelig en fejl, men det ændrer ikke ved substansen.” (Citat fra statsminister Mette Frederiksen hos Go’ Aften Danmark den 12. november 2020)

Velviljen smuldrer, da regeringen bliver stemplet som egenrådig

I de første måneder af Corona-krisen er der borgfred. Ingen forholder sig politisk til regeringens Corona-håndtering. Men pludselig ændrer stemningen sig, og regeringen beskyldes af oppositionen for at være egenrådig. Folketinget bliver ikke taget med på råd, lyder kritikken fra oppositionsleder Jakob Elleman-Jensen den 4. april 2020.

”Hvis man vil have, at Folketingets øvrige partier skal være med til at tage ansvar, forudsætter det, at vi inddrages og klædes ordentligt på. Der må være fuld åbenhed om det.” (Citat fra Jakob Ellemann-Jensen til Jyllands-Posten)

Regeringen benytter det store råderum, de fik med pandemiloven, og som gør, at de kan træffe indgribende beslutninger helt udenom Folketinget.

Men flere røster i Folketinget føler sig kørt ud på et sidespor. Kritikken lyder, at Folketinget udelukkende bliver informeret og ikke tages med på råd, når der laves nye Corona-tiltag. 24. maj udtaler Radikale Venstres nu tidligere leder, Morten Østergaard, sig om problemet i pressen.

”Jeg synes desværre, at vi indimellem har set en regering, som har holdt kortene tæt til kroppen.” (Morten Østergaard til DR)

Retorisk set giver det et dårligt indtryk, når en regering beskyldes for at være egenrådig, for så udviser den jo netop ikke den velvilje, der er så afgørende for at agere troværdigt. Og det kan have store konsekvenser for regeringens krisekommunikation, hvis den ikke anskues som legitim og troværdig, da der derved vil være større risiko for, at den danske befolkning ikke vil følge regeringens anvisninger.

Så allerede tilbage i foråret ser vi altså en bredt funderet kritik af statsministerens manglende forsøg på at udvise etosdyden velvilje.

Moral eller kompetence? Grundlovsbrud rammer statsministerens troværdighed

Statsminister Mette Frederiksens troværdighed blev dog først for alvor plettet med minksagen. Regeringen traf en alvorlig beslutning om at slå alle danske mink ihjel. Både de syge og de raske. Men det viste sig, at regeringen ikke havde den nødvendige lovhjemmel til at beordre den instruks.

Regeringen handlede endnu engang hurtigt og resolut. Men denne gang var det ikke en fordel retorisk set. Tværtimod. For uanset hvilke beslutninger, der lå til grund for, at alle danske mink måtte aflives, så fik regeringen demonstreret det, som kritikerne beskyldte dem for. Nemlig for at agere egenrådigt.

For regeringen havde ikke loven bag sig. Og at regeringen handlede egenrådigt blev yderligere forstærket, da det efterfølgende kom frem, at regeringen ikke havde tid til at vente på vurderinger fra uvildige eksperter eller fra Lægemiddelstyrelsen.

”Hvis jeg skulle træffe en så stor beslutning, ville jeg nok både forhøre mig hos Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen.” (Citat fra tidligere chef for lægemiddelgodkendelse under Sundhedsstyrelsen Steffen Thistrup til Detektor)

Og det giver et alvorligt knæk på troværdigheden, da beslutningen viser sig at være i strid med grundloven. For uanset hvad, så kommer statsministeren i bedste fald til at fremstå, som om hun ikke har styr på sin regering. Hun udviser simpelthen ikke den fornødne kompetence – eller med Aristoteles’ termer – phronesis. En statsminister bør vide, at det kræver rygdækning i loven, før hun kan handle så indgribende.

”Det er noget sludder. Det allerførste er jo, at hun skal standse den ulovlige forvaltning. Alt andet er noget vrøvl. Det første må være, at hun råber vagt i gevær til dem, som er ved at udføre noget ulovligt. Derfra kan hun så tænke på, hvordan hun kommer ud af suppedasen. Men hun kan altså ikke ændre spillereglerne. (Citat fra professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen til DR.)

Værre ser det dog ud, da det kommer frem, at statsministeren fortsætter den ulovlige instruks på trods af, at hun rent faktisk er bevidst om det. For her underminerer statsministerens aktivt den moral, som de vestlige demokratier bygger på. Nemlig det forhold at vi alle er lige for loven. I det danske samfund forventer vi, at alle overholder grundloven – også politikerne. Ingen er hævet over den – heller ikke statsministeren.

Så når statsminister Mette Frederiksen i øjeblikket er presset på sin troværdighed, så handler det i høj grad om, at hun ikke har udvist de nødvendige etosdyder, som er så afgørende for at fremstå troværdig.

Men det er ikke kun Mette Frederiksen, der kæmper med sin troværdighed. Fødevareminister, Mogens Jensen, måtte den 18. november trække sig fra posten som minister som et resultat af manglende tillid. Ligesom Magnus Heunicke tidligere har kæmpet med sin troværdighed.