Sådan bliver din festtale helt uforglemmelig

Skal du holde dit livs vigtigste festtale? Her i artiklen får du gode råd til, hvordan du griber opgaven an. For hvordan skriver og holder man en vellykket tale til en fest?

En god festtale skriver ikke sig selv. Det kræver god forberedelse. Faktisk helt frem imod selve fremførelsen af talen. Når man arbejder på en festtale, kan det derfor være nyttigt at tænke de forskellige processer ind fra idé til afholdt tale.

Så inden du griber fat i kuglepen og papir eller kaster dig over tastaturet, så er det en god øvelse at afdække, hvad en festtale egentlig er sat i verden for.

Hvad er din opgave som festtaler?

En festtale er en lejlighedstale, der per definition hylder festens midtpunkt. Det vil altså sige, at du skal hive de bedste egenskaber og historier frem om festens hovedperson eller hovedpersoner.

I indledningsfasen anbefaler jeg derfor ofte mine kunder at gå på jagt i hukommelsen efter de gode og personlige anekdoter. For det er i virkeligheden dem, der skal bære din festtale frem. En god lejlighedstale føles nærværende, og som lytter har man en oplevelse af, at man lige så godt kunne være på tomandshånd med taleren.

Det kræver derfor nærvær og omhyggelig selektion at vælge de mest sigende anekdoter. Allerede inden du går i gang med selve skriveprocessen, er det en god idé at udvælge de anekdoter, du vil bruge i din tale. Anekdoterne behøver ikke at være rosenrøde. De må gerne være ærlige. Det er dog klart, at en festtale skal sætte et overordnet positivt aftryk, idet festtalen overordnet set skal hylde.

Forstå den dynamiske skriveproces

En god tale skrives sjældent i første forsøg. Det kræver ofte mange omskrivninger og strukturændringer at opnå et sammenhængende og personligt udtryk. Derfor giver det god mening at lave en brainstorm, inden du tager hul på at skrive talens dele sammen. Når du har besluttet dig for, hvordan strukturen skal være, kan du kaste dig over en grundig gennemskrivning.

Det kan være umådeligt svært at etablere en rød tråd, der går igennem hele din tale. Især hvis du har forelsket dig i forskellige anekdoter, som du ikke kan få til at snakke sammen. Hvis det er tilfældet, kan du med fordel erstatte en eller flere af dem. Husk, at en festtale ikke skal sige alt eller levere alle de bedste minder. Pointen er derimod at demonstrere, hvor vidunderligt et menneske festens midtpunkt i virkeligheden er.

Øvelse gør mester

Ligesom alt andet i livet så bliver man bedre af at øve sig. Det samme gælder, når man holder taler. Derfor er det altid en god idé at lave en generalprøve, inden du skal underholde en hel forsamling af mennesker med din velskrevne tale. For selvom man kommer langt med en velskrevet tale, så giver det et bedre resultat, hvis du kan være tryg i situationen – og det kan du opnå, hvis din hjerne kender situationen på forhånd.

Hvis du har mod på det, kan det være en god idé at holde talen for et par venner eller veninder. Alternativt kan spejlet være en udmærket stand-in.

Har du brug for hjælp til at skrive eller guidning til at holde din næste festtale, så er du naturligvis meget velkommen til at kontakte mig. Jeg glæder mig til at høre fra dig.


Brug for hjælp til din næste tale? Kontakt Trine i dag: