Opskriften på en historisk tale

Ambitionerne er tårnhøje, for du drømmer om, at din tale skriver sig ind i historiebøgerne, men hvordan bærer du dig ad? Findes der en grundopskrift på, hvordan man skriver en historisk tale?

Taler kan ændre verden. Vi har set det før. Historiske taler, der borer sig ind den kollektive bevidsthed i deres samtid, men samtidig trækker mentale spor helt ind i eftertiden. Tænk blot på taler som Martin Luther Kings ‘I have a dream’ eller John F. Kennedys ‘Ich bin ein Berliner’.

Men hvad kendetegner store, historiske taler? Og har talerne egentlig noget til fælles? Vi tager luppen frem og kigger på de retoriske principper, som historiske taler gør brug af.

Brug den retoriske værktøjskasse

Det helt centrale ved store talere er, at de grundlæggende forstår at udnytte den retoriske værktøjskasse, de har til rådighed. Appelformerne bliver brugt klogt – og doseret i velafstemte mængder. Taler, som vi vil kalde historiske, anvender patos, logos og etos på præcis samme vis. Der er rigeligt af hvert enkelt element, men det kammer aldrig over og bliver for meget. Strukturen og balancen er knivskarp.

Skab en følelse

Patos er afgørende for effektiv retorik – og når man betragter de historiske taler, er de især vellykkede på den måde, at de får skabt en følelse hos dem, der lytter med. Taleren får på elegant vis etableret en os-følelse hos sit publikum. Og empirisk ved vi, at følelsesladede taler netop kan få publikum til at handle.

Prøv blot at gense Martin Luther Kings tale ‘I have a dream’:

Hold styr på alle facts

Men patos og følelser kan naturligvis ikke stå alene i en historisk tale. Patos er altid ledsaget af kolde facts. Logos vil være til stede, da appellen anvendes til at skabe overbevisende argumenter med. En historisk tale er altså kendetegnende ved, at den også anvender fakta og leverer logiske argumenter, der klogt suppleres af patos.

Vær en overbevisende personlighed

Det kræver stor gennemslagskraft at få en hel forsamling af mennesker til at føle sig draget af en taler. Vi kommer derfor ikke uden om, at de store, historiske talere har haft et stærkt etos.

Det kræver en relativt stor personlighed at overbevise et publikum om, at lytte og måske ovenikøbet reagere på en tales budskab. Det er igennem talerens etos, at han kan opnå en forbindelse med sit publikum, uanset om publikum måtte være politisk, akademisk eller arbejdsmæssigt.

Talernes etos bliver typisk allerede sat på prøve i en tales indledning. Præcis som det er tilfældet med Martin Luther Kings tale: ‘I have a dream’. Allerede i første sætning tvinger Martin Luther King sit publikum til at tage stilling til selve præmissen for talen. For er publikum indstillet på at drømme med?

Det var de. De ville gerne gå med Martin Luther King og hans drøm, hvilket ikke mindst skyldtes tilstedeværelsen af et meget stærkt etos.

Historiske taler kombinerer appelformerne

De mest effektive talere i historien kombinerer patos, logoer og etos, når de fremstiller deres argumenter. Pointen er, at alle de historiske taler er afhængig af en troværdig taler for at skabe et ’call to action’, som dybest set er målet for enhver politisk tale. Uanset om talen grundlæggende er styret af en logos- eller patosappel.

Der er ingen tvivl om, at det kræver et stort og grundigt forarbejde at skabe en historisk tale. For det første kræver det retorisk tæft at arbejde kontinuerligt på at opbygge et personligt etos, der kan komme i mål med at levere en historisk tale. For det andet kræver det et strategisk og retorisk overblik at skrive en tale, der kan forandre vores måde at se verden på.