Hold tale med succes: Sådan får du styr på dit kropssprog
Vores nonverbale adfærd siger ofte mere end de ord, der kommer ud af munden på os. Med tre simple teknikker kan du lære at tøjle dit kropssprog bedre, inden du skal holde tale.
Det er slet ikke unormalt at være nervøs, når man skal holde tale. Den menneskelige krop vil automatisk afsløre sindsstemninger som eksempelvis nervøsitet. For mange mennesker vil det helt naturligt øge adrenalinniveauet, som blandt andet vil vise sig ved fugtige håndflader og snurren i benene. Og som urutineret taler kan dit kropssprog hurtigt ende med at afsløre din nervøsitet.
Her er tre gode råd, der kan hjælpe dig.
1) Tag rummet med dit kropssprog
Når vi bliver nervøse, er det en helt naturlig reaktion at minimere den plads, vores krop fylder i et rum. Det sker helt ubevidst, at vi forsøger at skærme kroppen fra omgivelserne. Det kan blandt andet komme til udtryk ved korslagte arme eller hænder placeret i lommerne.
Det kan derfor give god mening at tvinge sig selv til at holde en mikrofon i hånden, fordi du så helt automatisk åbner kroppen op. Mikrofonen tvinger dig til at slippe de korslagte arme og hive hænderne op ad lommerne. Så selvom du måske ikke er meget for at snakke i mikrofon, tvinger mikrofonen dig til at få en langt bedre kropsholdning og kropssprog.
2) Undgå at virke uorganiseret
Vi sender en masse signaler af sted med vores nonverbale kommunikation. Det påvirker andres perception af dig, hvilket tøj og farver du tager på. Mere overraskende er det måske for dig, at det faktisk også har en betydning for dit image, hvor mange ting du slæber med dig, når du ankommer til et møde eller arrangement.
En nyere undersøgelse har dokumenteret, at de typer, som slæber for meget habengut med sig til et foredrag, automatisk opfattes mere uorganiserede og glemsomme, end personer som udelukkende bærer en lille dokumentmappe under armen. Så derfor bør du vælge med omhu, hvad du bringer med til det sted, du skal holde tale næste gang. Du bør efterlade frakker og ekstra ting i bilen – eller finde en garderobe til din frakke, så du undgår at virke uorganiseret.
3) Undgå nervøse selvberøringer
Når vi bliver nervøse, er vi tilbøjelige til at røre ved os selv. Det sker instinktivt, når vi er nervøse. De mest normale selvberøringer, vi foretager, er sådan noget som at vride sine hænder, knække fingerled, røre ved ansigt og hår eller at bide sig selv i læben. Og berøringerne foregår typisk helt uden, at du er opmærksom på det, fordi den bevidste del af din hjerne, vil koncentrere sig om ordene, der kommer ud af din mund, når du holder tale.
Har du brug for mere hjælp til at komme godt igennem din næste tale? Så vil jeg meget gerne hjælpe dig til at få en god oplevelse. Du kan fange mig på info@trinebitsch.dk eller 61 77 76 60.