Derfor er kunstpausen et effektivt trick i din tale
Det kræver forberedelse at holde en god tale. Processen fra første tanke til færdig tale er ofte forbundet med en masse valg, fravalg og ikke mindst strategiske overvejelser.
Først skal talen forberedes, siden skrives og så skal talen også rent stilmæssigt tilpasses den mundtlige jargon. Men derudover kræver en god talepræsentation også, at man har styr på sin fremførelse, og her spiller kunstpausen blandt flere andre teknikker en afgørende rolle.
”The right word may be effective, but no word was ever as effective as a rightly timed pause.” Sådan lyder et kendt citat af den amerikanske forfatter Mark Twain.
Og pointen om, at vores pauser er mindst lige så vigtige som vores ord, er på ingen måder ny. Men kunstpausen er ofte lidt overset, fordi rigtig mange slet ikke er klar over, hvor meget perception, der foregår imellem de mange ord.
Men spørgsmål om, hvad kunstpausen egentlig betyder for vores mundtlige kommunikation, har gjort den norske forsker Kristina Lundholm Fors nysgerrig. Hun har i et tidligere studie undersøgt, hvordan kunstpauser opstår, og hvorfor de er så vigtige i samtalen og talekunsten.
Kristina Lundholm Fors’ studier viser med stor tydelighed, at stilhed spiller en afgørende rolle i vores samtaler. Og det er faktisk heller ikke ligegyldigt, hvor lange pauser vi holder. For længden af pauserne afgør i sidste ende, hvor meget vi husker af en samtale.
Stor forskel på indstuderet og spontan tale
Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama blev meget kendt for sine kunstpauser. Og selvom de måske ikke virkede indstuderet, så er der næppe nogen tvivl om, at de har været meget velovervejet. Både i forhold til hvornår de optrådte samt hvor hyppigt. Kristina Lundholm Fors har vist, at den optimale kunstpause bør vare i et halvt sekund. På et halvt sekund når situationen ikke at være pinlig, men giver samtidig modtageren mulighed for at hæfte sig ved de vigtigste ord.
Årsagen til at vi holder pause, når vi taler sammen, er naturligvis grundlæggende for at vinde tid til at trække vejret og overveje, hvad vi skal sige. Det gælder i hvert fald, når det kommer til spontane samtaler. Pauser i taler gør os derimod i stand til at huske ordene i talen bedre. De hjælper lytterne til at sortere i vigtige pointer og mindre vigtig information.
Når vi holder pauser, er der dog dels en mulighed, eller risiko om man vil, for at andre kan bryde ind i samtalen med nye input. Men Fors har faktisk også dokumenteret i sin undersøgelse, at hvis pauserne kommer op over fire sekunder, så vil det påvirke forståelsen negativt. Fire sekunder lyder umiddelbart ikke som ret meget tid, men under en samtale kan en pause på fire sekunder føles som uendelig lang tid.
Et halvt sekund er længden på den perfekte pause
Kristina Lundholm Fors indekserede forskellige typer af pauser for at forstå, hvordan de påvirker modtageren. En testgruppe fik til opgave at sidde foran en skærm med forskellige billeder og lytte til opløste sætningerne. Og igennem studiet blev deltagerne både præsenteret for sætninger uden pauser, med et halvt sekunds pause og fire sekunders pause. Og undersøgelsen viste faktisk, at deltagerne havde vanskeligt ved at huske indholdet af de sætninger, hvor der optrådte lange pauser på fire sekunder. Det viste sig at være det halve sekunds pause, der fungerede mest hensigtsmæssigt, når det handlede om at få folk til at huske et budskab og genfortælle det efterfølgende.
Så hvis du står over for at skulle holde en vigtig tale i dit liv, er det altså ikke ligegyldigt, om du holder kunstpauser eller ej, og hvor længe du holder dem. Jeg vil anbefale, at du tænker over, hvor lange pauser, du bruger, når du holder tale. Min erfaring siger, at du sagtens kan trække vejret et par sekunder, inden det virker kunstigt, når du står over for dit publikum.