Bliv verdensmester i spontan tale

Bliv god til at tale spontant

Hvis du kæmper med at finde ordene i sociale sammenhænge, fordi dine tanker ganske enkelt spænder ben for dig, så fortvivl ikke. Med simple teknikker kan du lære at blive komfortabel med den spontane tale.

De fleste har sikkert lagt mærke til, at nogle mennesker formår at brilliere med deres talefærdigheder. De bliver typisk centrum til selskaber og fungerer som magneter, fordi de formår at parkere forfængeligheden og hengive sig 100 procent til den spontane tale.

1: Accepter den manglende kontrol

Det allerførste, du skal acceptere, er, at du ikke har kontrollen. Du kan ikke styre, om eller hvornår du bliver bedt om at præsentere dig selv til en fest eller på et møde. Det er et vilkår for den menneskelige interaktion, at den ofte er spontan. Men selvom du ikke kan kontrollere den spontane samtale, så kan du alligevel forberede nogle grundstrategier, så du bliver mere klar i spyttet, når du åbner munden.

2: Stol på dine egne kommunikationsevner

Jeg gætter på, at du aldrig bliver nervøs, når der hjemme i privaten bliver spurgt ind til, hvordan din dag er gået? Eller hvad du ønsker at bruge weekenden på. I helt trygge rammer er vi alle sammen i stand til at parkere forbeholdene og leve os ind i den spontane samtale. Det vil altså sige, at du rent faktisk besidder evnen til at kommunikere spontant. Derfor må nervøsitet handle om noget helt andet. Mange ændrer deres mindset fra gerne at ville samtalen til et fokus på, hvordan man tager sig bedst muligt ud. Altså lyder jeg klog nok? Sød nok? Indlevende nok? Eller hvad det nu er for karaktertræk, man gerne vil have, at modtagerne bemærker.

3: Parker din perfektionisme

Som udgangspunkt dømmer vi os selv langt hårdere, end andre gør. Derfor giver det heller ikke ret meget mening at bruge energi på at være nervøs for, om man kludrer lidt i formuleringerne. For dine samtalepartnere vil ret hurtigt bevæge sig videre i deres egne bekymringer. I øvrigt er det også et vilkår for mundtlig tale, at den er umiddelbar, komprimeret og rummer en vis grad af repetition. Så det med at hænge spontan tale op på en perfektionistisk idé om, at formuleringerne skal være knivskarpe, giver ikke ret meget mening.

Spontan tale

Alle kan håndtere den spontane tale, så længe selskabet er trygt.

4: Tænk, mens du taler

Måske er det lettere sagt end gjort. Men hvis du vil mestre den spontane tale, så handler det om at forme sætningerne parallelt med, at tanker opstår. Arbejd med simple budskaber. Undgå at overkomplicere dine ord. Du kommer ikke til at virke mindre begavet af at være let forståelig og formulere dig klart og tydeligt. Snarere tværtimod. Al forskning peger på, at vi mener, at de mennesker, der kan forklare allermest simpelt, rent faktisk er de klogeste. Så drop det med at lyde klog. Det har tit den modsatte effekt.

5: Go with the flow

Det er helt afgørende, at du ikke stopper op, imens du taler. Du skal i tråd med f.eks. en håndboldspiller gå ud på banen, og så tage de skud, der opstår. Håndboldspilleren kan heller ikke stå og tænke over konsekvenserne ved at ramme ved siden af – så bliver man handlingslammet. Så indstil dit mindset på at kommunikere i simple budskaber. Korte sætninger. Du må ikke lade frygten styre dig. Undgå derfor også at tænke på grammatik. Spontan tale kan sammenlignes lidt med at gå. Hvis du tænker over hvert enkelt skridt, så mister du noget af flowet. Det samme gælder den spontane tale.

6: Lyt aktivt og genbrug informationen

Hvis du bliver hylet ud af den, når taleturen lander hos dig, så øv dig i at gentage anmodningen. Det kunne være i stil med: ”Så du vil gerne have, at jeg skal præsentere mig selv… Okay, lad mig se!” Det er en god metode til at vinde lidt tid, imens din hjerne omstiller sig til, at du nu skal levere kommunikation i stedet for passivt at modtage.

Har du fået mere blod på tanden og drømmer om at finjustere dine spontane tale? Så tøv endelig ikke med at række ud. Jeg kan hjælpe dig til at blive den kommunikatør, du drømmer om at blive.


Brug for hjælp til din næste tale? Kontakt Trine i dag: