Analyse af statsministerens nytårstale 2020: Forstå Mette Frederiksens retoriske valg

Der blev trykket på den helt store pauseknap, da Corona sneg sig ind over landets grænser. 2020 stod i Coronaens tegn, og statsministeren brugte heller ikke ret meget taletid på andet end kampen mod Corona i sin nytårstale. Men var det rigtigt læst af statsminister Mette Frederiksen? I artiklen her zoomer jeg helt ind på de retoriske valg, statsministeren demonstrerede med sin nytårstale.

En nytårstale er typisk mere politisk, har kritikken lydt af statsministerens nytårstale. Og det er rigtigt observeret, at partipolitikken kun blev nævnt i få bibemærkninger undervejs i statsministerens nytårstale i år. I stedet appellerede Mette Frederiksen til den brede befolkning. Til sammenholdet og til de værdier, der ifølge statsministeren knytter sig til det at være dansk. Mette Frederiksen påtog sig dermed rollen som hele landets statsminister, og hun appellerede ikke kun sine politiske tilhængere.

Og når man kigger på genreforventningerne til nytårstalen, så formåede Mette Frederiksen rent faktisk at indfri dem, hvilket netop skyldes, at hun undgik at bruge alt for meget taletid på politiske mærkesager. Som retorikprofessor Christian Kock også pointerede i sin analyse af talen, så fungerer nytårstaler nu engang bedst, når de overholder de genreforventninger, der knytter sig til talen, hvilket i dette tilfælde er lejlighedstalen.

Sådan optræder lejlighedselementerne i statsministerens nytårstale

Når vi har at gøre med en lejlighedstale, er der en række elementer, der skal være til stede. Men vigtigst af alt, så handler den officielle lejlighedstale om at samle publikum, ikke splitte dem. Lejlighedstalen vil derfor typisk bygge på nogle fundamentale grundværdier, således at den ikke støder nogen fra.

Og Mette Frederiksen forsøgte netop præcis at tegne et poetisk billede af danskerne. Deres sammenhold og evne til at stå sammen, også når det virkelig brænder på. Statsministeren havde de helt store penselstrøg i brug til at beskrive, hvad der gør danskerne danske. Og hun gjorde en del ud af at omtale det fællesskab, vi alle sammen er en del af.

”Indtil da må vi holde fast i alt det, vi kan sammen. Danmark er et pragmatisk land. Vi finder fælles løsninger…[…] Jeg tror mere end nogensinde på, at vi i fællesskab kan klare de udfordringer, vi som samfund har foran os. Også de allersværeste. For hvis vi kan bekæmpe en global pandemi. Fordi vi beslutter os for det. Fordi vi står sammen. Så tænk på alt det andet, vi også kan.” (Alle citater er taget fra statsminister Mette Frederiksens nytårstale)

Statsminister Mette Frederiksen formår i store dele af sin tale at male et fælles og stærkt nærværende ’os’. Der ikke kun består af nogle få, men af alle danskere. Vi oplever altså en statsminister, der med sine ord i store træk forsøger at bygge broer fremfor huller.

Men udover det nærværende ’os’, så formår Mette Frederiksen også at pege bagud og fremad i tiden. Hun demonstrerer visioner, hvilket netop er endnu et kendetegn for en vellykket lejlighedstale. Allerede midt i talen nævner hun 4. april som et skæringspunkt for fremtiden.

”Påskedag er i år den 4. april. Her vil årstiden igen hjælpe os. Vi vil være nået langt med vaccinationerne. Jeg tror – jeg håber – at påsken bliver vores vendepunkt. Ikke en afslutning. Men et vendepunkt. […] Og ja – januar og februar bliver hårde. Men så kommer foråret. Bøgen springer ud. Fuglene kommer igen. Til sommer de lyse nætter. 2021 bliver bedre.”

Vi ser altså en statsminister, der i modsætning til mange af årets pressemøder indtager en helt ny rolle, hvor hun indgyder til håb frem for rollen som indpisker af nye forandringer og restriktioner.

”I en tid, hvor det ellers er nemt at splitte. Har vi meget overbevisende valgt sammenholdet.”

Rent sprogligt sørger statsministeren for at rose danskernes for deres store opbakning og indsats.

Retorisk overskud i talen

Men det er ikke kun på indholdssiden, at der er overskud at spore – også rent teknisk er der kælet for detaljerne i talen. Flere steder undervejs kan man tilmed høre de litterære undertoner, som for eksempel da stemningen i 2020 bliver beskrevet.

”Vi har set verden i slowmotion. Mens sygdommen hærgede, fandt den sidste turist hjem, den sidste fest blev aflyst, og alt blev så stille, at vi kunne høre hjertets slag.”

Der bliver aktivt brugt antiteser (modsætninger) til at beskrive den kontrast, som tilværelsen i 2020 rummede – mere end noget andet år i nyere tid. Den åbne og globale verden, hvor alt normalt er muligt, bliver i 2020 radikalt ændret. Corona lukker verden ned.

Og antitesen er gennemgående i flere forskellige varianter, som da Mette Frederiksen minder os om at bevare tålmodigheden og minde os om, at fremtiden er håbefuld:

”At mørket er tættest, lige før solen bryder frem.”

Men det er ikke kun antiteserne, som statsministeren strør om sig – også anaforen (gentagelsen) bliver brugt til at understrege pointer. Det er en teknisk finte til at understrege styrken af det budskab, hun ønsker at levere. Som da hun vil anerkende den arbejdsindsats og det afsavn, som danskerne har lidt.

”På tværs af generationer. På tværs af landet. På tværs af de forskellige mennesker, vi nu engang er – har vi stået med hinandens liv i vores hænder. […] Alle har ofret noget. Alle har ydet deres.”

Her spiller gentagelsen en afgørende rolle for styrken af statsministerens ord. Hjemme i de danske stuer bliver opmærksomheden skærpet, fordi anaforen adskiller sig fra de resterende passager grundet den tydelige gentagelse.

Fra egenrådig til anerkendende ledelsesstil

I talen ser vi pludselig Mette Frederiksen i en ny rolle og med en ny tone. Hun optræder ikke som under pressemøderne med samme stærke autoritet. Nytårstalen udstikker ikke nye retningslinjer eller restriktioner, derimod optræder Mette Frederiksen anerkendende overfor danskernes indsats.

Statsministeren får dermed indirekte plejet sit image. Hun får i sin tale understøttet de etosdyder, som hun undervejs i Corona-forløbet indimellem har forsømt at passe på. Vi ser ikke en egenrådig statsminister nytårsdag. Snarere tværtimod.

For ved at anerkende alle danskere i sin tale, formår Mette Frederiksen faktisk at udvise eunoia (velvilje) og arete (moral). Hun får tilmed demonstreret, at hun hylder demokrati og dermed det modsatte af egenrådighed ved blandt andet at citere demokratiteoretikeren Hal Kock.

”Men som Hal Koch så rigtigt sagde det allerede i 1945. Demokrati er meget mere end en styreform. Det er en livsform. Det er ikke afstemningerne, der er demokratiets egentlige styrke. Det er samtalen. Og viljen til at finde fælles løsninger. Vi har grund til at glæde os over, hvor stærkt og levende et demokrati vi har. Aftaler og samarbejde har skabt resultater i et hidtil uset omfang. I alle dele af vores samfund.”

Mette Frederiksen kommenterer altså de kritiske røster, der har hæftet sig på regeringens håndtering af Corona-krisen.

Politik med få ord

Politik fyldte ikke meget i statsministerens nytårstale, hvilket er helt i tråd med genren. Men der blev dog fremhævet grøn omstilling, en strammere udlændingepolitik og så et stigende fokus på decentralisering.

Men når kritikere siger, at statsministerens nytårstale ikke sagde noget, er det rent retorisk set ikke korrekt. Statsministerens nytårstale levede helt op til de klassiske forventninger, der er til lejlighedstalen. En statsministers nytårstale skal samle danskerne – ikke splitte dem. Og opgaven for statsministeren er at fremtræde som landets leder, ikke som Socialdemokratiets partiformand.

Se eller gense statsminister Mette Frederiksens tale lige her: