Statsministerens nytårstale 2025 var gennemsyret af patos

Effektiv kommunikation balancerer de tre appelformer: patos, logos og etos. Men hvad sker der egentlig, når vægtskålen tipper, og patos dominerer i for eksempel statsministerens nytårstale 2025?

Det er ikke et uvant greb, at politiske ledere rundt omkring i verden anvender følelsesappellen patos til at nå deres vælgere. Al forskning viser med al tydelighed, at intet kan få vælgerne op ad sofaen som vrede, afmagt, harme eller frygt.

Vestlige politikere benytter derfor patos i stor stil. Siden Donald Trump indtog den politiske scene, har følelsesappellen kun fået større plads i den politiske diskurs. Amerikanske forskere har undersøgt præsident Donald Trumps sprogbrug, og de har aldrig før målt så polariserende sprog hos en siddende amerikansk præsident.

Men hvordan ser det egentlig ud på vores side af Atlanterhavet? Hvad sker der hjemme i andedammen, når den danske statsminister skruer helt op for frygtappellen? Er det legitimt og forståeligt i en mere usikker verden? Eller et retorisk greb, der også i 2025 skal bruges med forsigtighed?

Mette Frederiksen maler et meget dystert verdensbillede

Der er skruet op for billedsproget i statsministerens nytårstale. Talen er kun tre sætninger gammel, da Mette Frederiksen beskriver, hvordan verden står i brand.

“Når verden står i brand, så rykker vi sammen i Danmark. Og finder vores vej. Denne gang i front. Fordi vi ved, at meget er på spil. At vi ikke kan tage freden og friheden for givet.”

Hvis vi zoomer ind på passagens første sætning: “Når verden står i brand, så rykker vi sammen i Danmark.”, opererer statsministeren her med hele to metaforer. Den ene er “verden står i brand”, den anden “rykker vi sammen”.

Igennem ildebrandsmetaforen beskrives verdenssituationen som både uforudsigelig og helt ude af kontrol. Det er klart, at en ildebrand godt kan brænde ud, hvis den ikke får ilt. Men omvendt kan den også bluse op og brænde alt ned på sin vej, hvis vindforholdene dikterer det.

Statsministeren illustrerer meget visuelt en verden, hvor konflikterne kan brede sig lige så hurtigt som ilden. I sætningens sidste del formulerer hun, hvordan sammenhold tidligere har defineret os danskere og påvirker os til at “rykke sammen”, når vi møder udfordringer.

Patos gennemsyrer metaforer og sprogvalg

Det er ikke kun i rammen til nytårstalen, at Mette Frederiksen bruger patosappel. Vi ser det løbende i talen, hvor der er skruet op for følelserne.

“Vi står i en skæbnestund.”

Tonen er alvorlig hele vejen gennem statsministerens nytårstale, men ordet skæbnestund illustrerer også en situation, der er ude af vores hænder. For ellers ville statsministeren formentlig have valgt at bruge et ord som skillevej i stedet for skæbnestund.

Mette Frederiksen appellerer ikke bare til vores frygt, men også til den afmagt, man føler, når noget er ude af ens hænder. Vi ser samme følelsesappel, da Mette Frederiksen beskriver forholdet til Rusland, Nordkorea og Iran.

“Moskva, Pyongyang og Teheran. Tre hovedstæder i tre lande, som arbejder tættere og tættere sammen. Mod os.”

Her tegner statsministeren et fjendebillede for danskerne, hvor hun opstiller et meget tydeligt skel imellem os og dem.

Men selvom dele af talen kommunikerer direkte til vores frygt og afmagt, levner statsministeren også plads til håb og handlekraft.

“Vi skal have viljen til at forsvare os. Viljen til at vinde.”

Her bliver patos brugt til at mobilisere befolkningen omkring et fælles fjendebillede af dem, der ikke deler vores værdier og ønske om frihed.

Handlekraftig leder? Eller mislykket patosappel?

Mette Frederiksen forsøger med sin stærke patosappel at vise sig som en handlekraftig statsleder, der har viljen og evnerne til at navigere Danmark i en uforudsigelig og usikker verden.

Udfordringen for statsministeren er dog, at hun har skruet så meget op for frygtappellen, at det langt fra er alle i befolkningen, som køber fortællingen.

Det er tydeligt, at statsministeren godt er klar over den modstand, der potentielt ulmer ude i stuerne. Derfor forsøger hun også at gendrive sit malende billedsprog. Det sker dog først flere minutter inde i talen.

“Når jeg starter min nytårstale med at ridse alle disse udfordringer op, så er det ikke for at mane et skræmmebillede frem. Tværtimod. Vi skal være realistiske.”

Gendrivelsen leveres så sent, at skeptikerne allerede har lagt armene over kors. For selvom de fleste danskere anerkender, at verden er mere uforudsigelig, end den længe har været, er det helt sikkert ikke alle, der genkender flammehavet.

Statsministerens dommedagsmetafor risikerer derfor at skubbe nogle vælgere længere væk, end hvad et mere moderat billedsprog ville have gjort. Dermed risikerer statsministeren også at fjerne fokus fra talens øvrige budskaber, fordi følelserne kommer til at fylde mere end selve budskabet.

Brug patos med forsigtighed

Det er ikke uden omkostninger, når en statsleder bruger så massiv patosappel, som statsministeren gjorde i årets nytårstale. Taler virker selvfølgelig ikke uden patos. Det er den appelform, der gør taler levende.

Men nytårstalen er passagevis så negativt malet, at det står i vejen for selve budskabet. Hvor nogle bliver skeptiske, når de bombarderes af patos, kan andre omvendt modelleres til hvad som helst, netop fordi de bliver bange.

Derfor bør patos stadig være et sprogligt greb, som bør bruges med forsigtighed, særligt af landets statsminister.