På TV2 nytårsaften: Sådan bekæmper du din taleangst

I anledning af Kong Frederiks første nytårstale, var jeg nytårsaften inviteret ind i TV2’s studie til en snak med Ulla Terkelsen, Jakob Steen Olsen, Søren Brostrøm og Melissa Bentsen om taleangst. For hvorfor kæmper så mange mennesker med angsten for at tale foran andre, og hvad bunder den egentlig i?

Rigtig mange mennesker kæmper med angst for at holde tale. Amerikanske tal fastslår, at mere end 70 % lider af en eller anden form for glossofobi. Men hvorfor forholder det sig egentlig sådan? Og hvordan kan man leve et liv som kendt influencer som Melissa Bentsen og stadig være angst, når man taler foran andre?

Det kan næsten lyde absurd, at man kan leve af at være influencer og så alligevel lide af taleangst. Eller at være landets konge og kæmpe med samme problematik. Men faktisk er det ikke så mærkeligt, at også kendte kæmper med glossofobi, for vi er fra naturens side programmeret til at være nervøse, når vi skal tale foran andre.

Derfor viser et studie også, at flere amerikanere rangerer frygten for at holde tale foran andre højere end frygten for døden. Så sat lidt på spidsen vil majoriteten af os tilsyneladende hellere ligge i kisten under en begravelse end være den, der afholder præstens mindetale. En smule tankevækkende i virkeligheden.

Hvad er det, vi frygter?

Igennem flere tusinde år har vi boet sammen i små samfund, og særligt tidligt i vores evolutionshistorie har vi haft brug for fællesskabet for at overleve. Vores position i hierarkiet var simpelthen afgørende for, hvornår og hvor meget mad vi fik at spise. Så når mange kæmper med angsten for at holde tale, handler det i høj grad om vores frygt for at miste social status.
Evolutionen har simpelthen lært os, at vi har brug for at høre til, ellers dør vi. Det er med andre ord kodet ind i vores DNA at være meget påpasselige med, hvad vi siger, og hvordan vi formulerer det. Så selvom vi har udviklet os enormt de seneste mange tusind år, har vores krybdyrhjerne altså ikke fulgt med.

Hvad sker der i kroppen, når angsten for at tale melder sig?

Når vi bliver ramt af taleangst, skyldes det, at hjernen automatisk sender en masse stresshormoner rundt i kroppen. Vores hjerne og tanker omkring, hvor nødigt vi vil tale, påvirker altså vores krop og forstærker de angsttanker, vi kæmper med. Og når stresshormoner som kortisol og adrenalin flyder rundt i hele kroppen, vil det føre til kropsligt ubehag. Pulsen stiger typisk, og man kan opleve hjertebanken. Nogle vil døje med svedige håndflader og tør mund. I værste fald kan man opleve helt at glemme, hvad man vil sige, men det er heldigvis yderst sjældent.

Selvom angsten for at tale optræder i alle samfundslag, er det alligevel noget, mange prøver at skjule. De fleste med glossofobi undgår ofte helt situationer, hvor de kan blive bedt om at tale, hvilket desværre er en strategi, der udelukkende forstærker angsten.
Derfor var det også et modigt træk, at influencer Melissa Bentsen sagde ja til at tage hånd om sin taleskræk på live-tv.

Hvad kan man gøre for at komme angsten til livs?

Forskere har fundet frem til, at hvis man øger tilstedeværelsen af det mandlige kønshormon testosteron, vil stresshormoner som kortisol og adrenalin helt automatisk fylde mindre. Det samme gør sig gældende ved at skabe plads til kærlighedshormonet oxytocin.

Du etablerer mere ro i din krop med tre simple redskaber:

1.     Vejrtrækning er dit anker: Vejen til ro opstår først og fremmest, når du har styr på din vejrtrækning. Når vi bliver nervøse, er vi tilbøjelige til at trække vejret meget højt oppe i brystkassen, hvilket kan forværre angstsymptomerne. Sørg for at trække vejret helt ned i maven. Træn den såkaldte boks-vejrtrækning, som hjælper dig med at berolige dit nervesystem. Øvelsen går ud på, at du skal trække vejret ind og fylde dine lunger op i 4 sekunder. I stedet for at puste luften ud med det samme igen, skal du holde den i lungerne de efterfølgende 4 sekunder. Først herefter kan du langsomt puste vejret ud i 4 sekunder.

2.     Tank op med kærlighedshormoner: Du kan også skubbe stresshormonerne væk fra kroppen ved at tanke godt op med kærlighedshormoner i din hjerne. Hjerneskanninger viser tydeligt, at når vi taler med nogen, vi holder af, producerer vi mere oxytocin, som har en beroligende effekt på nervesystemet. Derfor giver det god mening at ringe til en, du holder af og er tryg ved, inden du skal holde tale. På samme måde kan du med fordel finde nogle kendte eller smilende ansigter som støttepunkter, når du holder tale. Eller du kan forsøge at sige noget sjovt indledningsvist, som får folk til at grine. Det hjælper din hjerne med at producere mindre stresshormoner, når du ser publikum som venligstillet.

3.     Skab plads til testosteron: En anden måde at mindske stresshormoner i din krop er ved at gøre plads til testosteron. Man kan træne det ved at lave såkaldte ’power poses’ – altså særlige kropsholdninger, som imiterer alfahanner fra naturen. Det handler om at skabe bredde på kroppen, så du i stedet for at hænge med skuldrene løfter brystkassen op og stiller dig med lidt afstand mellem dine ben.

Der er naturligvis mange flere gode øvelser og strategier, du kan anvende, hvis du kæmper med angst for at tale.

Har du brug for mere hjælp eller rådgivning til at håndtere din angst for at tale, så kontakt mig og bestil en coachingtime med det samme.


Brug for hjælp til din næste tale? Kontakt Trine i dag: