Kronprins Frederiks tale til Dronning Margrethe blev et gennembrud af tre simple årsager

Kronprins Frederik har længe kæmpet med sit image som offentlig taler. Indimellem er han blevet fanget i at fumle med ordene, men kronprins Frederiks tale fik virkelig kritikken til at forstumme med sin tale ved gallataffel i anledning af H.M. Dronningens 50-års regeringsjubilæum.

Der blev både smilt, grint og lyttet intenst, da kronprins Frederik tog ordet og gik på talerstolen i anledningen af H.M. Dronningens 50-års regeringsjubilæum.

Men hvad gjorde talen så overbevisende? Jeg dykker helt ned i talens maskinrum og giver mit retoriske bud på, hvorfor kronprins Frederik fik høstet så meget anerkendelse og ros.

1) En fin balance mellem det private og officielle

Kronprinsens tale er ikke bare en ordinær tale fra søn til mor. Det er også en tale til landets regent fra landets kommende regent. Det betyder, at talen bør balancere imellem at vise det officielle og det private frem.

Kronprins Frederiks tale skal gerne komme tæt på, for ellers bliver vi som lyttere ikke rørt af den. Men den skal selvfølgelig stadigvæk understøtte dronningen i sit virke som regent, og derfor er der også en begrænsning på, hvor tæt på vi kan og skal komme.

Kronprinsen maler et levende billede af regenten dronning Margrethe. Hendes officielle ansigt udadtil. De styrker, det er almindelig kendt, hun besidder. Men han får også i små sprækker undervejs løftet lidt af sløret for, hvem dronningen er som menneske. Blandt andet at hun ikke er så let at imponere. Kronprinsen formulerer det selv således:

”Selv da du for mange år siden mødte The King himself, Mr. Elvis Presley, gjorde du det i vanlig uimponeret stil.”

Men kronprinsen afslører også, at dronning Margrethe er et menneske, der oplever sorg som alle os andre. Hun kommer derved lidt ned i øjenhøjde, da han beskriver, at det har påvirket hende at miste en nær ven.

”En livslang sejlads vil byde på både smulte vande og høj søgang. Det kan ikke undgås. Du har for kun få dage siden mistet en nær veninde på den anden side af Nordsøen. En fortrolig støtte gennem mange år. Det er livets gang.”

Kronprinsen leverer en indsigt i den private dronning Margrethe, men uden at det kammer over og tager overhånd. Han hylder sin mor, men udleverer hende ikke, og det er den helt rigtige balance.

2) En gennemgående metafor vidner om stort overskud

Kronprinsen anvender hele vejen igennem sin tale en gennemgående metafor. For i stedet for at omtale dronningen som regent, tegner kronprins Frederik et billede af sin mor som kaptajn på et skib, hvor hun metaforisk står på kommandobroen og leder Danmark i klog og sikker stil.

Metaforen benyttes til at beskrive den store og ensomme opgave, der ligger i at være regent. Det ansvar, der følger med.

”For skibet, det deler vi, det er vores ansvar. Jeg følger dig, som du fulgte din far, og som Christian vil følge mig. På den måde overlapper vores liv – heldigvis – men roret, det har man alene. Kommandoen har kun én ejer på broen mellem generationer med samme mission.”

Kronprinsen anerkender med formuleringen her sin mors virke og bakker helt eksplicit op om den tradition, der ligger i at være tronfølger. Vi ser en kronprins, som tager titlen på sig.

Han omtaler igen ’skibet’, som de har ansvar for og beskriver sin uforbeholdne støtte ved at omtale sig selv som næstkommanderende. Igen samler talen sig omkring den samme og gennemgående skibsmetaforik.

3) Billedsproget er gennemarbejdet

Udover den gennemgående skibsmetaforik, så anvender kronprinsen også en masse stilistiske greb undervejs, der gør talens udtryk meget let, men samtidig utrolig velovervejet og dyb.

Især to passager i talen kommer til at stå særligt tydeligt frem, fordi de spiller på en melodisk gentagelse eller anafor, som vi kalder det i fagsprog.

”Måske fordi du har sømandsblod i årerne. Måske fordi du står solidt og værner om dine rødder. Måske fordi du har ladet dig lede af noget større.”

”Du er kvinde. Jeg er mand. Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i Forsvaret. Du skaber billeder. Jeg danner makkerskaber. Du svinger den fine pensel. Jeg kom under den store bjælke. Du mestrer ordet. Jeg mangler det af og til. Du er til klassisk. Jeg er til rock. Du er søstærk. Det har jeg arvet og gud ske lov for det.”

Her i passagerne optræder gentagelsen på to forskellige formler. Den første er bygget op af formuleringen: ”Måske fordi” og den anden med ordene ’du’ og ’jeg’.

De her gentagelser eller anaforer giver talen en lækker melodisk lyd, der får os som lyttere til at skærpe vores opmærksomhed ekstra meget.

Men antitesen udfoldes også sammen med anaforen i passagen, hvor Kronprins Frederik sætter ord på de forskelle, vi vil opleve, når det henholdsvis er Dronning Margrethe eller den næstkommanderende, kronprins Frederik, der står bag roret. Koblingen mellem anaforen og antitesen forstærker den melodiske effekt, som kronprinsen gerne vil opbygge. Vi får på yderst effektiv og simpel facon illustreret, at regenter har forskellige personligheder, også selvom jobbeskrivelsen er ens. Men han italesætter det på en måde, hvor begge parter tales op – ingen af dem ned. Det fremstår desuden meget ærligt – særligt da kronprinsen beskriver, at han selv mangler ord en gang imellem.

Så vi må sige, at det i overbevisende stil lykkedes kronprinsen at bruge sin retoriske værktøjskasse til at skabe en meget ærlig, respektfuld og mindeværdig tale, der med stor sandsynlighed vil skrive sig ind i historien.

Den gennemarbejdede tale giver et trygt sikkerhedsnet

Det er tydeligt, at det giver kronprinsen en sikkerhed, at han står med en tale, der er så stramt struktureret og komponeret. Når vi lytter og kigger på kronprinsen, så udstråler han et personligt overskud, vi sjældent har set. Han snubler faktisk kun en enkelt gang over ordene.

Kronprinsen får fejlagtigt sagt: ”Du er dig selv nærmest…” Hvilket jo helt givet vil opfattes som en skarp kritik. Men han får hurtigt korrigeret sig selv.

Konteksten undskylder dog kronprinsen. For talefejlen skyldes med stor sandsynlighed, at den netop lægger sig så meget op af den faste formulering: ”Du er dig selv nærmest”. Det kronprinsen ville sige var i stedet:

”Du er dig selv – uden at være dig selv nok – og møder mennesker oprigtigt, nysgerrigt og begejstret.”

Heldigvis slog talefejlen ikke kronprins Frederik ud af kurs. Han fik demonstreret et stort overskud på talerstolen.

Du kan se talen her.