Joe Bidens acceptance speech: Forstå retorikken bag
Joe Biden demonstrerer i sin acceptance speech, at han forstår den retoriske situation, han står i. Han forsøger klogt at indtage rollen som en samlende landsfader, hvilket har været helt fraværende under Donald Trumps ledelse. Om det er nok til at vælte Donald Trump af posten som præsident i USA – det må tiden vise.
I sin acceptance speech ser vi Joe Biden i et værdigt forsøg på at udfordre den siddende præsident, Donald Trump. Hele setuppet omkring talen er tilrettelagt ned til mindste detalje. Intet er overladt til tilfældighederne – og alt spiller i Joe Bidens tale. I artiklen her vil jeg udfolde, hvad det så er, Joe Biden gør rigtigt på et overordnet retorisk plan.
Sådan opbygger Joe Biden strategisk sin troværdighed
Overordnet set forsøger Joe Biden at etablere en troværdighed hos den amerikanske befolkning. Det gør han strategisk ved at italesætte, hvad vi fra Aristoteles kender som de tre
etosdyder.
Joe Biden forsøger undervejs i sin tale at appellere til en universal moral hos amerikanerne (Aristoteles kalder denne etosdyd for det Arete). I talen lyder det:
“The current president has cloaked America in darkness for much too long. Too much anger. Too much fear. Too much division. Here and now, I give you my word, if you entrust me with the presidency, I will draw on the best of us, not the worst.”
Joe Biden italesætter aktivt den splittelse, som Donald Trump har været bannerfører for i sin præsidentperiode. Og han forsøger at vække en universal moral hos amerikanerne, der handler om at være et godt eksempel. At ville forandre verden til et bedre sted, end den var i går. Og så demonstrerer Joe Biden også, at han har kompetencen (Aristoteles kalder det Phronesis) til at lede amerikanerne ind i fremtiden.
”And speaking of President Obama, a man I was honored to serve alongside for 8 years as Vice President.”
Det er altså ikke tilfældigt, at Joe Biden får adresseret, at han har været amerikansk vicepræsident i otte år. Det er givetvis for at signalere, at han har den erfaring, som det kræver at styre slagets gang fra det ovale værelse. Og sidst, men ikke mindst, forsøger Joe Biden at udvise velvilje (Aristoteles kalder denne etosdyd for Eunoia) overfor alle amerikanere. Ikke kun dem, der politisk er enig med ham, men Joe Biden rækker også hånden ud til politiske modstandere.
“And while I’ll be a Democratic candidate, I will be an American president. I’ll work hard for those who didn’t support me, as hard for them as I did for those who did vote for me.”
Vi ser altså Joe Biden i et aktivt forsøg på at vise sig som en landsfader, der har viljen og kompetencen til at samle amerikanerne. Han skriver sig ind i historiebøgerne som præsidentkandidaten, der tager opgøret med den stigende polarisering, der er imellem de demokratiske og de republikanske vælgere.
Afbalanceret appelbrug demonstrerer overskud
Det er ikke kun etosappellen, som Joe Biden har styr på i sin tale. Den har overordnet set en meget afbalanceret appelbrug.
Joe Biden bruger helt bevidst tal i sin tale, således at han får serveret en logosappel – eller hvad vi på dansk vil kalde fornuftsappel.
”5 million Americans infected with COVID-19. More than 170,000 Americans have died.[…]More than 50 million people have filed for unemployment this year. More than 10 million people are going to lose their health insurance this year. Nearly 1 in 6 small businesses have closed this year.”
Derudover bruger Joe Biden patosappellen – altså følelsesappellen – til at male den stærke kontrast, han mener, der er mellem ham selv og Donald Trump.
Helt fra indledningen af talen benytter Joe Biden en klassisk metafor. Vi ser en præsidentkandidat benytte lys og mørke i et forsøg på at demonstrere den store forskel på de to præsidentkandidater. Joe Biden vil overbevise amerikanerne om at vælge lyset – og implicit alt det gode, som Joe Biden italesætter i sin tale.
Den overordnede metaforik imellem lys og mørke vender tilbage undervejs i talen – og lægger et slør ud over den. Som lytter er vi aldrig i tvivl om, at Joe Biden ser sig selv som talerør for lyset, det gode og det rigtige. Det kulminerer endeligt henimod slutningen, hvor patosappellen får friløb.
”This is our moment to make hope and history rhyme. With passion and purpose, let us begin – you and I together, one nation, under God – united in our love for America and united in our love for each other. For love is more powerful than hate. Hope is more powerful than fear. Light is more powerful than dark. This is our moment. This is our mission.”
Vi ser Joe Biden forsøge at appellere til den amerikanske patriotisme. Til at stå sammen og genfinde håbet og troen på det gode.
Der er ikke en finger at sætte på Joe Bidens fremførelse
Donald Trump-lejren har forsøgt at klæbe øgenavnet ’Sleepy Joe’ fast på Joe Biden, men i sin acceptance speech formår Biden helt at parkere den label.
Der er intet tilfældigt over den måde, Joe Biden fremfører sin tale på. Den er indstuderet ned til mindste detalje, og han taler da også meget tydeligt igennem hele fremførelsen. Han anvender et varieret tempo, bruger pauser til at markere vigtige pointer, og så bruger Joe Biden også aktivt sin stemmeføring til at udtrykke følelser. Biden bruger sin stemmeføring aktivt til at hjælpe amerikanerne med at afkode de underliggende budskaber, der er i talen.
Kritikere har været ude og sige, at Joe Bidens acceptance speech er kedelig, men ud fra et retorisk perspektiv må jeg sige, at der ikke er en finger at sætte på Joe Bidens talepræstation. Det eneste man kan indvende er, at den er i fare for at blive for indstuderet. Men Biden havde på grund af corona-pandemien heller ikke mulighed for at spille sammen med et publikum, da talen udelukkende var tv-transmitteret.
Så ud fra de præmisser, Joe Biden har haft at arbejde med, er talen retorisk set helt i top.
Har du brug for hjælp til at forstå en retorisk situation, så er du velkommen til at kontakte mig på.
