Sådan lærer du at huske din tale på under en time
Det kan være både nervepirrende og skræmmende at holde tale. Forskning på området har vist, at frygten for at holde offentlige taler optræder øverst på listen over mest almindelige fobier blandt amerikanere. Selv frygten for at dø ligger, tankevækkende nok, under frygten for at holde tale.
Så det er altså ikke helt forkert, når Jerry Seinfeld i et tidligere standup-show har joket med, at de fleste mennesker hellere vil ligge i kisten under en begravelse end holde begravelsestalen, den såkaldte epilog.
Men det behøver ikke være så nervepirrende, hvis du vel at mærke forbereder dig rigtigt. Det går altid meget lettere, hvis du er tryg ved den tale, du skal holde. Det er derfor afgørende, at du kender din tale godt. Og med de rette teknikker så behøver du ikke klistre dig til dit manuskript, men får derimod redskaber til at frigøre dig fra det.
1. Lav stikord ud fra din tale
Hvis du drømmer om at være fri af dit manuskript, bør du droppe at kunne talen ordret. Det kræver lidt is i maven at fokusere på hovedpointer i stedet alle detaljerne i talen. Men til dig, der tør det, så kan det give frihed til at være mere fri og spontan. Så du skal altså starte med at lave nogle overordnede stikord ud fra din tale.
2. Skab dine egne billeder for hvert stikord
Vi husker bedre i billeder, end vi gør i ord. Det er derfor oplagt at huske stikordene ud fra et billede, du giver dem. Hvis din tale skal beskrive en konkret hændelse på for eksempel en rejse til Italien, så prøv at danne et indre billede. Det kunne være et billede af fodboldstøvle-landet set fra oven eller et billede af en pizza. Du vil opleve, at talen er langt lettere at huske, fordi vi som mennesker let kan genkalde os billeder. Hvorimod vi har langt sværere ved at huske ord.
3. Opret et ‘mind palace’
’Mind palace’ er en 2.500 år gammel teknik, som helt enkelt hjælper dig med at huske ting. Du kender måske allerede konceptet fra Sherlock Holmes-bøgerne.
Hvis du ikke allerede benytter konceptet, så skal du regne med at afsætte 20 minutter i dit liv på at implementere det i din tilværelse. Det er 20 minutter, du ikke vil fortryde, for de vil vitterligt gøre underværker for dine evner til at huske frem over.
Når du benytter ’mind palace’, så handler det i sin enkelthed om at udnytte vores meget visuelle hukommelse. Så målet er at skabe dit eget personlige ’mind palace’. Det gør du bedst ved at benytte dit eget hjem. Gå ind i din stue og udvælg fem møbler til dit ’mind palace’. Gå gerne ind i døråbningen til din stue og nummerer så fem møbler fra et til fem, mens du står i døråbningen. Start din nummerering fra venstre og bevæg dig rundt i rummet med urets retning.
Når du har nummereret fem møbler, så bevæger du dig videre til næste rum i dit hjem og nummererer så disse møbler med tallene seks til ti. Gentag øvelsen, indtil du når igennem alle lokaler i dit hjem. Og fortsæt også nummereringen opad, indtil hvert møbel har sit eget unikke tal. Husk at udvælge store møbler, og udvælg dem gerne så spredt i rummet som muligt. Brug aldrig det samme møbel i flere rum.
Dit hus vil nu i fremtiden blive et sted, hvor du kan gemme data, informationer og huskelister, som du skal bruge.
Når du har nummereret møblerne, skal du lære helt udenad hvilket møbel, der har hvilket nummer.
4. Visualiser dine stikord i dit ’mind palace’
Når du kan dit ’mind palace’ i søvne, så kan du begynde at anvende den geniale husketeknik. Nu skal du tildele hvert nummer i dit ’mind palace’ et stikord fra din liste. Hvis du gerne vil huske oplevelsen fra Italien, skal du altså proppe billedet af en pizza ind i dit ’mind palace’. Det kan være, at nummer et fra din liste er et TV. Nu skal du så smide pizzaen ovenpå tv’et. Du kan måske forestille dig, hvordan pizzaen lugter og smager. Jo mere handling og jo flere følelser, du kobler imellem dine stikord og dit ’mind palace’, jo bedre.
Put nu resten af din stikord fra talen ind i dit ’mind palace’, og du vil opleve, hvor let talen pludselig bliver at huske.
I videoen her bliver det visualiseret for dig, hvor brugbart et redskab ‘mind palace’ er for mennesker, som gerne vil lære at huske ting udenad.