Barack Obama er en stor retoriker af denne simple grund

Selv Barack Obamas politiske modstandere er enige om, at han mestrer ordet til perfektion. Han kan tryllebinde et publikum, som kun de færreste kan. Derfor er der næppe nogen tvivl om, at han kommer til at blive beskrevet som en stor retoriker i fremtidens historiebøger. Men hvad er det egentlig, der adskiller ham fra andre præsidenter?

Det kræver en vis portion retorisk overskud at blive amerikansk præsident. Det er der ingen tvivl om. Som præsidentkandidat må man virkelig kunne sælge sine budskaber, hvilket Barack Obama overbevisende har demonstreret, at han mestrer. Som præsident nummer 44 skriver han sig ind på listen af præsidenter, der i sin eftertid nok mere bliver husket for sine ord end sine reelle handlinger.

Præsidenter med eminente talegaver

I dag citerer vi gerne præsidenter som John F Kennedy, Abraham Lincoln og Franklin Delano Roosevelt. Men det er nok de færreste af os, der på få sætninger kan beskrive, hvordan de har sat deres aftryk rent politisk. Deres retorisk overlegenhed har ganske enkelt overstrålet deres politiske projekter. Og der er vist ingen tvivl om, at Barack Obama formentlig kommer til at tilhøre samme kendte klub af præsidenter med eminente talegaver.

Barack Obama giver folket håbet og troen tilbage

Der har igennem flere årtier været adskillige forsøg på at klarlægge, hvad der gør Barack Obama til en af nutidens største retorikere. Der er ingen tvivl om, at Barack Obama er et retorisk vidunder, som også vil blive husket således i eftertiden. Og en række uafhængige undersøgelser peger på, at Obama følger en stil, der allerede blev grundlagt mange årtier inden af frihedsforkæmperen Martin Luther King.

Real love is something unselfish and involves sacrifice and giving (Citat af Robert Kennedy)

Forskellen på Bill Clinton og Barack Obama

De to seneste demokratiske præsidenter i rækken har været Bill Clinton og Barack Obama. Der har derfor været adskillige forsøg på at forstå forskellen imellem dem. Og hvis man sammenligner Bill Clinton og Barack Obama, så er forskellen ikke stor. De deler stort set samme politisk visioner. Men i modsætning til præsident Bill Clinton, så vækker Barack Obama et håb og en tro på en bedre fremtid hos sine tilhører.

Den afgørende forskel har vist sig at være, at Clinton tilbage i 90’erne tegnede et ret pragmatisk og realistisk verdensbillede. Hvor Barack Obama derimod benytter en helt anden retorisk strategi, idet han vælger at italesætte håb, optimisme og troen på en bedre fremtid for alle amerikanere.

Barack Obama trækker tråde helt tilbage til Martin Luther King, Robert F. Kennedy og John F. Kennedy. Han leverer i sine politiske taler et håb og gør et aktivt forsøg på at italesætte marginaliserede grupper i samfundet, præcis som King og Kennedy gjorde før ham.

Addressing students at the University of Cape Town in 1966, Kennedy described “the excitement and danger which comes with even the most peaceful progress”. It was in this speech that he spoke of “ripples of hope” – a line that echoed in the rhetoric of Obama four decades later. (Bejamin Ramm, BBC)

Forskellen har ikke vist sig særlig stor i de komparative studier, der har undersøgt forskellen mellem Clinton og Obama. Rent indholdsmæssigt ligner deres politisk visioner meget hinanden. De har stort set haft samme politisk agenda, men de har haft afgørende forskel på, hvordan de har leveret deres budskab. Obama åbner for en mere drømmende og positiv grundholdning til fremtiden, hvor Clinton taler om forandringer som svære og hårde at opnå.

Barack Obama sælger drømme

Når Barack Obama kaldes for et retorisk vidunder, handler det således ikke så meget om, at han adskiller sig rent politisk fra tidligere demokratiske præsidenter. Derimod at han tør give folket noget at drømme om.

Realismen, der gennemsyrede Bill Clintons retorik, afløses altså af optimisme med Barack Obama. Begge præsidenter er kendt for at bruge både patos og logos appel i stort set samme mængder. Så det handler altså om den lille, men afgørende forskel, at Barack Obama tør drømme med sit publikum – og godt tør gå forrest for at opnå den.