10 retoriske tricks: Sådan brillerer du med dit næste oplæg
Vil du gerne vække begejstring med dit næste oplæg? Her i artiklen får du 10 retoriske tricks til, hvordan du kommer til at fremstå interessant. For det kræver bevidsthed og skarpe retoriske valg at fremstå kompetent og med styr på tingene.
1) Indled stærkt:
Der går ikke mere end et par sekunder, fra du åbner munden, til du bliver vurderet som taler. Derfor er det vigtigt, at du lægger sikkert ud. Det fungerer ofte rigtig godt at indlede med en personlig anekdote, et citat fra en ekspert eller en chokerende statistik. Du vil gerne fange dit publikum med det samme. Det gør du bedst ved at skabe en stærk eller overraskende reaktion hos publikum.
2) Strukturer dit oplæg:
Det er altid en effektiv løsning at arbejde med tre sektioner eller dele. En indledning, en midte og en afslutning. Hvis dit emne er meget teoretisk, komplekst eller taltungt, så kan du med fordel bløde det op med beskrivende historier eller anekdoter. Det gør det lettere for publikum at relatere til dig og dit emne.
3) Øvelse gør mester:
Der er noget om det gamle udtryk. Hvis du gerne vil fremstå tjekket på dagen, så handler det om øvelse og grundig forberedelse. Har du brug for teknisk udstyr, så sørg for at afprøve det, inden du tager det i brug. Så du ikke står og fumler med det under oplægget.
4) Test dit oplæg af flere gange:
Hvad der virker godt på skrift, fungerer ikke nødvendigvis godt mundtlig. Derfor er det vigtigt, at du tester oplægget af på forhånd. På den måde kan du også arbejde med, hvordan du trækker vejret og bruge pauser strategisk.
5) Skab en forbindelse med publikum:
Det er altid lettere at tale foran mennesker, man kender, end ikke kender. Derfor kan du med fordel møde op i god tid og forsøge at smalltalke lidt med publikum. Du kan på den måde snyde din hjerne til at forstå, at situationen ikke er så farlig, som den ellers er tilbøjelig til at tro.
6) Tænk positivt:
De bedste betingelser til at fremføre et vellykket oplæg handler om dit mindset. Hvis du sørger for at visualisere en vellykket performance, så er der faktisk større chance for, at det ender med at forløbe sådan. Det viser empiriske studier meget tydeligt.
7) Pauser kan markere vigtige pointer:
Du kan med fordel arbejde med bevidste pauser, der hvor du gerne vil have ekstra fokus og opmærksomhed. En pause i et oplæg har lidt samme funktion som en fed markering i en tekst. Det er her du vil have læseren, eller i det her tilfælde lytteren til at skærpe sin opmærksomhed. En passende pause er typisk 3-5 sekunder. Indlæg pausen lige før og efter pointen, så den rigtig får lov til at bundfælde sig.
8) Undskyld ikke:
Vi er alle tilbøjelige til at finde undskyldningerne frem, når vi bliver nervøse. Men faktisk er det en dårlig strategi, da publikum sandsynligvis aldrig selv vil bemærke dine småfejl. Nervøsiteten befinder sig i mange tilfælde kun inde i dit hoved – og det kan andre jo af gode grunde ikke følge med i.
9) Smil, du er på:
Det er vigtigt, at du smiler, mens du fremlægger. At får udstrålt at emnet er vigtigt for dig. Hvis du ikke selv virker entusiastisk, vil det være næsten umuligt for dig at overbevise publikum om, at dine ord er relevante.
10) Lær af erfaring:
Du kan opnå erfaring ved selv at holde oplæg. Øve dig, igen og igen. Men du kan også med fordel studere andre talere. Se, hvad de gør – og evaluer på, hvad der virker godt eller måske dårligt ved deres performance. Forbered dig gerne i god tid. Det er bevist, at erfaring opbygger selvtillid, hvilket i sidste ende er opskriften på en effektiv tale.
Der findes endnu flere gode retoriske tricks til, hvordan du kommer til at holde bedre oplæg. Men det bedste af alle råd handler om træning.
Ligesom mange andre facetter af tilværelsen, bliver man sjældent bedre uden træning.
Store musikere har også trænet utallige timer i øvelokalet, inden de har optrådt for et stort publikum. Derfor bør du også øve dit materiale igennem, inden du står foran publikum. Selvom vi er vant til at tale spontant i timevis hver eneste dag – er der stor forskel på samtalen og oplægget, hvor det er dig, der er den primær indholdsleverandør.
Du kan starte med at optage dig selv fremlægge små to-minutters taler, hvor du f.eks. kan forklare, hvorfor dit fagområde er så interessant, som det er.
God fornøjelse med dit næste oplæg – og husk at jeg yder professionel hjælp, hvis du har brug for sparring til at stå endnu skarpere med dit næste oplæg.